Lild Strand

Flotte havbars fra Lild Strand, fanget af Jari P.

Lild Strand er en af de bedre fiskepladser til fangst af havbars. Under varme og lange somre, er det svært at fange havbars fra land her, men man kan i stedet affiske området fra flydering, pontonbåd, fiskekajak eller for eksempel en jolle.

Havbars-pladsen er generelt ret dyb tæt under land, så det er ikke en god ide at vadefiske. Flere sandbanker er at finde længere ude og er man virkelig til sommerfiskeri, så kan man svømme ud til den første, gå på den og fiske fra den. (Pas på fiskehjulet, som nok ikke tåler at komme under vandet)

Når man ankommer til stranden fra parkeringspladsen, skal man gå til højre. Mod nord. Efter nogle hundrede meter er der et bælte af strengetang. Desuden er der også et rev længere ude. I og omkring det område, kan der fanges havbars. Det er en fordel at komme ud på den anden side af strengetangen, hvilket gøres bedst via. noget at sejle i.

Skal man fange havbars fra land, er lange stænger klart at foretrække her. Der skal gerne kastes fra 50-100 meter ud.

Nogle aftener og morgener kan man opleve, at havbarsene er kommet tæt under land i stimer. Og der er også dage hvor de store havbars er at finde og fange tæt under land her.

Generelt fisker pladsen dog klart bedst længere ude.

Se denne video fra Lild Strand: Klik her…

Fiskeriet efter havbars ved Lild Strand

Når jeg besøger Lild Strand, er det typisk om aftenen. Dog har jeg også oplevet spændende fiskeri midt på dagen. Typisk i overskyet vejr og regn.

Har vinteren været kold og er sommeren knap så varm, så er fiskeriet fra land her ganske glimrende. Både poppere, shads, større fluer og blink, er effektive på denne fiskeplads.

Vil man gerne fiske fra land, er der også en anden mulighed. Metoden kan dog både bruges fra land og fra båd. De mange havbars i området kan godt lide at befinde sig imellem strengetangen, uanset tidspunkt på døgnet. Et flåd og en brisling på en trekrog, kan ligge imellem tangen og vente på en føde-søgende havbars. Dette fiskeri kan man dyrke fra morgen til og med aften. Selv midt på dagen kan denne simple metode være effektiv.

Fisker man fra land og skal foretage lange kast, så er en 9-10 fods stang at foretrække. Gerne med kastevægt op til 30-40 gram. Medbring de tungere, smallere blink, for at kunne foretage de længere kast. Spolen skal gerne være fuld af line. Max. 0.17 mm. flet. Igen for længerer kast.

Lild Strand er desuden en fabelagtig popperplads i skumringstiden.

God fornøjelse

/Jari

Parkering: Strandvejen…


Læs også om muligheden for en guidet fisketur: Klik her…